LO Aalborgs Vedtægter
NAVN
§ 1
Stk. 1 Organisationens navn er LO-Aalborg og har hjemsted i Aalborg kommune.
Stk. 2 LO-Aalborg dækker kommunerne Aalborg, Rebild og Jammerbugt.
FORMÅL
§ 2
LO-Aalborgs og LOkal-sektioners formål er:
- at skabe et godt samarbejde mellem samtlige faglige organisationer og ved fælles arbejde at fremme arbejdernes faglige og politiske interesser på alle områder,
- at koordinere det tværfaglige arbejde i Aalborg kommune samt andre tilstødende kommuner, hvis LOkal-sektioner (udvalg) er tilknyttet LO-Aalborg
- at fremme fagbevægelsens målsætning, som den er formuleret i LO's love og kongresbeslutninger, og som besluttet på LO-Aalborgs repræsentantskabsmøder,
- at forhandle med andre organisationer vedrørende spørgsmål, der måtte have interesse for medlemsorganisationerne,
- at virke for valg af faglige repræsentanter til alle offentlige tillidserhverv, herunder, at udpege medlemmer til de arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitiske opgaver, samt på erhvervsfremme områderne. jf. lovgivningen,
- at støtte den kooperative tanke og søge interessen vakt for arbejdernes kooperative virksomheder,
- at støtte og samarbejde med Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) i alle spørgsmål og arrangementer, der kan fremme medlemmernes kulturelle interesse.
MEDLEMMER
§ 3
Stk. 1 Som medlem af LO-Aalborg er de fagforeninger samt faglige områdeklubber, som har tilmeldt medlemmer til LO-Aalborg, og hvis forbund er medlemmer af LO.
Stk. 2 Medlemsorganisationerne anmelder hvert år pr. 1. januar det antal medlemmer, man tilmelder LO-Aalborg.
Stk. 3 Medlemsorganisationernes pligt til at betale kontingent er afhængig af antallet af tilmeldte medlemmer, jf. stk. 2. Repræsentationen til repræsentantskabsmødet beregnes efter det forudgående års antal af tilmeldte medlemmer.
BESTYRELSEN
§ 4
Stk. 1 LO-Aalborg ledes mellem repræsentantskabsmøderne af en bestyrelse. Bestyrelsen består af formand, samt én formand fra hver af de tilsluttede medlemsforbund, der senest 2 uger forud for repræsentantskabsmødet skriftligt meddeler LO-Aalborg at de ønsker en bestyrelsespost
Stk. 2 Bestyrelsen konstituerer sig med en næstformand og besætter tillidsposter i og uden for organisationen, samt nedsætter det antal udvalg, som bestyrelsen finder nødvendigt.
Stk. 3 På bestyrelsesmøderne kan følgende deltage uden stemmeret: formanden for de tilknyttede LOkal-sektioner, den i Aalborg kommune socialdemokratisk valgte borgmester eller gruppeformand, samt en udpeget sekretær, der fører protokol over bestyrelsens forhandlinger. Bestyrelsen kan invitere personer, ud over de ovennævnte, til at deltage i møderne uden stemmeret.
Stk. 4 Bestyrelsen indkaldes af formanden, når denne finder det fornødent, dog mindst én gang i kvartalet, eller når mindst én tredjedel af bestyrelsens medlemmer forlanger det. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og lønninger til valgte og ansatte. Ændringer i valgets lønforhold meddeles på repræsentantskabsmødet.
Stk. 5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 6 Bestyrelsen nedsætter et forretningsudvalg bestående af formand, næstformand, 3 medlemmer samt sekretæren. Forretningsudvalget har til opgave at træffe beslutninger i henhold til forretningsorden, vedtaget af bestyrelsen herunder udarbejdelse af budget til forelæggelse på bestyrelsesmødet og i øvrigt udføre uopsættelige opgaver i overensstemmelse med LO-Aalborgs formål og beslutninger. Der føres referat over forretningsudvalgets møder, som forelægges på det efterfølgende bestyrelsesmøde.
Stk. 7 Bestyrelsen kan, når den finder det formålstjenligt, indkalde til formands- eller kasserermøde, eller til møder omfattende en større eller mindre kreds af medlemsorganisationernes tillidsrepræsentanter. Disse møder har ingen besluttende eller forpligtende myndighed for LO-Aalborg.
Stk. 8 De af bestyrelsen nedsatte udvalg indstiller udvalgs konstitution til godkendelse på førstkommende bestyrelsesmøde.
REPRÆSENTANTSKABSMØDET
§ 5
Stk. 1 LO-Aalborgs øverste ledelse er repræsentantskabsmødet. Berettigede til at deltage i og stemme på repræsentantskabsmødet er bestyrelsens medlemmer samt repræsentanter fra medlemsorganisationerne i henhold til stk. 2.
Stk. 2. Hvert medlemsforbund repræsenteres på forhånd af én repræsentant ved én af medlemsorganisationernes formænd. Herudover kan medlemsorganisationen lade sig repræsentere på repræsentantskabsmødet i henhold til vedtægternes bilag nr. 1.
Forbundsafdelingerne har ret til at lade sig repræsentere af mindst 2 repræsentanter. Antallet af medlemmer af repræsentantskabet vil blive justeret således, at det samlede repræsentantskab består af ca. 150 medlemmer. Jf. bilag.1
Stk. 3 På repræsentantskabsmødet er endvidere uden stemmeret, repræsenteret andre kommuners LOkal-sektioner, som er medlem af LO-Aalborg, ved deres LOkal-udvalg, som kan bestå af 5-9 medlemmer.
Kun ordinære LOkal-udvalgsmedlemmer kan repræsentere LOkal-sektionen på repræsentantskabsmødet. I det omfang LOkal-sektions-udvalgsmedlemmer er repræsenteret via deres faglige organisation, kan de ikke vikarieres.
§ 6
Stk. 1 Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes én gang årligt i januar kvartal.
Repræsentantskabsmødet skal indkaldes skriftligt med mindst én måneds varsel.
Det af et anerkendt revisionsfirma reviderede regnskab udleveres sammen med de i § 8 stk. 3, nævnte mandatkort 14 dage forud for repræsentantskabsmødets afholdelse, ved henvendelse på LO-Aalborgs kontor.
Indkaldelsen skal indeholde dagsorden, oplysninger om hvilke repræsentanter, der er på valg til ledelsen og til AOF's tillidsposter.
Stk. 2 På det ordinære repræsentantskabsmøde behandles følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Beretning
3. Godkendelse af det reviderede regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent for det kommende kalenderår
6. Valg af ledelse:
a. Formand
b. Bestyrelsesmedlemmer
7. Øvrige valg
a. LOkal-udvalg, herunder lokal AOF repræsentantskab/bestyrelse
b. 1 kritisk revisor
c. 1 kritisk revisorsuppleant
d. Medlemmer til AOF – Nord's repræsentantskab
Stk. 3 Valg af ledelse og kritisk revisor gælder for 2 år ad gangen. Formanden og den ene halvdel af bestyrelsen på valg de lige år, den anden halvdel af bestyrelsen de ulige år. Suppleanter vælges for et år ad gangen. De tilsluttede medlemsforbund indstiller valgte formænd til bestyrelsen, såfremt der i de enkelte forbund indstilles mere end 1 bestyrelseskandidat til repræsentantskabet, vælger repræsentantskabet blandt de indstillede kandidater. Forlader et bestyrelsesmedlem formandsposten i medlemsforbundet, udtræder formanden af bestyrelsen, dog jf. bilag 2 og afløseren indtræder i vedkommendes sted.
Stk. 4 Ved valg under § 6 stk. 2, pkt. 7.A, skal det tilstræbes, at der sikres en bred tværfaglig sammensætning af LOkal Udvalgene. Hvert medlemsforbund kan højst have 2 medlemmer i et LOkal udvalg. LO Aalborgs bestyrelse er bemyndiget til i perioden mellem repræsentantskabsmøderne, at supplere ordinære medlemmer af LOkal udvalgene for at sikre den tværfaglige brede.
Stk. 5 Afstemninger, udover personvalg, foregår ved håndsoprækning.
Stk. 6 Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de fremmødte, med mindre andet er fastsat i disse vedtægter.
Stk. 7 Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan indkaldes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når medlemsorganisationer repræsenterende mindst 1 udover halvdelen af medlemsorganisationerne ved formandens underskrift indgiver begæring herom til bestyrelsen med meddelelse om hvilke sager, der ønskes behandlet.
Stk. 8 Bestyrelsen indkalder herefter til ekstraordinært repræsentantskabsmøde med 14 dages varsel, dette skal afholdes senest 3 uger efter, at formanden har modtaget krav herom.
§ 7
Forslag, der ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet, skal være formanden i hænde senest 14 dage før mødets afholdelse og skal fremsendes til samtlige medlemsorganisationer senest 1 uge før mødets afholdelse.
§ 8
Stk. 1 De adgangsberettigede på repræsentantskabsmødet med tale- og stemmeret er alle valgbare til samtlige LO-Aalborgs tillidshverv, dog ikke til bestyrelsen, hvor medlemsorganisationernes formænd har sæde.
Stk. 2 Adgang til repræsentantskabsmødet gives kun mod aflevering af mandatkort, der udstedes af bestyrelsen.
Ved afleveringen af mandatkortet på repræsentantskabsmødet udleveres der stemmekort og stemmesedler.
Mandatkortet skal være underskrevet af medlemsorganisationens formand og forsynet med medlemsorganisationens stempel.
Stk. 3 Adgangsberettigede uden stemmeret har de i Aalborg byråd valgte byrådsmedlemmer, der repræsenterer et arbejderparti (S, SF), en repræsentant for det socialdemokratiske parti i Aalborg, gruppeformand/borgmester fra den socialdemokratiske byrådsgruppe i Rebild og Jammerbugt kommuner, en repræsentant fra AOF, formanden for DSU Aalborg kommune, samt repræsentanter fra pressen.
De pågældende skal være medlem af deres respektive faglige organisationer.
Der udstedes særskilte adgangskort til ikke stemmeberettigede.
Stk. 4 Bestyrelsen kan udover de i stk. 3 nævnte adgangsberettigede invitere gæster til repræsentantskabsmødet.
Valg af LOkal-sektionsudvalg.
§ 8 A
Stk. 1 LOkal-sektionsudvalg, hvis navn er LOkal-(kommunenavn) vælges jf. § 8 stk. 1 efter indstilling fra de tilsluttede fagforeninger.
Stk. 2 Medlemmer af LOkal-sektionsudvalget skal være bosiddende i den lokale kommune.
Fagforeningerne kan dog i enighed indstille én faglig ansat til LOkal- sektionsudvalget.
Stk. 3 Valgperioder jf. § 6 stk. 3
Stk. 4 LOkal-udvalgene konstituerer sig selv med formand og næstformand, ligesom men udpeger medlemmer til råd og nævn i den lokale kommune.
Stk. 5 LOkal-udvalgene kan nedsætte underudvalg, aktivitetsudvalg ect. og inddrage andre efter behov.
Stk. 6 LOkal sektionsudvalgene arbejder under ansvar af LO Aalborgs bestyrelse.
ØKONOMI
§ 9
Stk. 1 nr. 1 Til LO-Aalborgs virksomhed opkræves medlemsorganisationerne et kontingent for hvert tilmeldt medlem. Kontingentet skal betales af det samlede medlemstal, dog ikke for lærlinge, elever og pensionister.
Stk. 1 nr. 2 Medlemsorganisationerne oplyser antal medlemmer tilsluttet hvert af LO Aalborgs LOkal udvalgs dækningsområde. Heraf modtager Lokaludvalget 40 % af kontingentindbetalingen. Procentsatsen kan årligt forhandles mellem det lokale kommuneudvalg og LO-Aalborg.
LOkal-sektioner har ansvar for økonomi og aktiviteter over for LO-Aalborgs bestyrelse. LOkal-udvalgenes administration, sekretariatsbistand, herunder bogføring og kassefunktion er LO-Aalborgs ansvar.
Stk. 1 nr. 3 Medlemmer tilmeldt en LOkal-sektion kan på lige fod deltage i LO-Aalborgs aktiviteter.
Stk. 2 Kontingentets størrelse fastsættes for ét år ad gangen på det ordinære repræsentantskabsmøde, jf. § 6, stk. 2 nr. 6.
Kontingentet reguleres med % -sats i henhold til LO's beregningstal.
Kontingentet for perioden 01.01.2006 - 31.12.2006 til LO-Aalborg udgør kr. 49,28 pr. tilmeldt medlem 1. januar 2006.
Stk. 3 Ud over det på repræsentantskabsmødet årlige fastansatte kontingent, kan repræsentantskabsmødet for ét år ad gangen fastsætte et ekstrabidrag pr. antal tilmeldte medlemmer til de under LO-Aalborgs tilhørende medlemsorganisationer.
Sådanne ekstrabidrag kan dog højest udgøre 50 % af det ordinære kontingent og kan opkræves til den 1. juli og 31. december hos medlemsorganisationerne.
Stk. 4 Regnskabet skal før repræsentantskabsmødet være gennemgået af de to repræsentantskabsvalgte bilagskontrollanter, der skal være valgt blandt medlemmerne uden for bestyrelsen.
Stk. 5 LO-Aalborg tegnes af formanden og i dennes forfald af næstformanden.
Stk. 6 Medlemmerne hæfter alene med deres kontingent samt anden ekstraordinær bidrag jvf. § 9. stk. 4.
UDMELDELSE
§ 10
Stk. 1 Medlemsorganisationer, der ønsker at udtræde af LO-Aalborg, skal meddele dette skriftligt til bestyrelsen med ét års varsel til en 1. januar.
Stk. 2 Udmeldte medlemsorganisationer og sektionsudvalg har ingen krav på LO-Aalborgs midler og ejendele. Gyldig udmeldelse kan kun ske, når medlemmets eventuelle gældsforpligtigelser til LO-Aalborg er indfriet af den udtrædende medlemsorganisation.
VEDTÆGTSÆNDRINGER OG OPLØSNING
§ 11
Stk. 1 Vedtægtsændringer, herunder beslutning om LO-Aalborgs opløsning, skal vedtages på et repræsentantskabsmøde med en majoritet på 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede, og beslutningen er ikke gyldig, før den er godkendt af LO-DK.
Stk. 2 Opløses LO-Aalborg, tilfalder aktiverne medlemsorganisationerne forholdsmæssigt, på opløsningstidspunktet.
Således vedtaget på FO-Aalborgs ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 28. oktober 1992.
Ændret den 1. marts 2000.
Ændret den 2. marts 2005.
Ændret den 23. november 2006.
Ændret den 6. marts 2008.